Perdi-me-te (rejsenoter 2006-2011)

.

.

.

.

[Perdi-me-te: Selvopfundet portugisisk ord
afledt af:
Perdi-me: Jeg fór vild, jeg mistede mig selv, jeg tabte mig.
Perdi-te: Jeg mistede dig, du blev væk fra mig.
Perdi-me-te: Jeg fór vild-dig, jeg mistede dig-mig, blev væk fra mig selv, fra dig.]

 

 

 

Sølvgade

Du nynner altid, når du tror, ingen kan høre dig. Du nynner på samme måde, som et barn nynner. Brudstykker af toner, der kun giver mening for dig selv.
Jeg købte denne bog på en tur til Porto, vi drak efterfølgende te og spiste kager i det mest vidunderlige pastelleri. Det var gult og gammelt, og jeg elskede alt.

 

 

Sølvgade

Det er en overskyet dag, og nu falder regnen igen mod mine ruder. I Lissabon ville man have hørt en insisterende banken, en trommen på markiserne, men her hører man en rolig silen, der let lader sig overdøve af harmonikaspillerne i radioen. Denne melankolske musik.
I går haglede det. En kæmpe mængde små isbomber, der blev kastet mod jorden fra oven. Jeg kiggede på fra badeværelsesvinduet, mens jeg tog mit vasketøj ned. Mærke noget under opsejling.

 

Til sidst lagde han hovedet på sine foldede hænder på bordet. Hun nynnede, mens hun vaskede op, og han følte sig endnu mere skyldig end før. Han ville gå ud til hende i køkkenet, lægge sine arme omkring hendes mave og kærtegne den, vugge hende blidt fra side til side, mens han kyssede hende i nakken. Men da han endelig rejste sig for at gå ud i køkkenet, holdt hun op med at nynne, og han satte sig tilbage på stolen med et bump. Han kiggede ud ad vinduet, men kunne ingenting se, for huset var pakket ind i tåge. En skummende.

 

Han sidder bag døren med hovedet gemt i hænderne, og da jeg kommer ind i hans værelse farer han sammen, han ryster som et lille dyr.

 

Jeg havde glemt, at hans iris havde form som en blomst. Jeg kunne huske, at jeg dengang havde tænkt, at han havde tigerøjne pga. det gule, næsten honningfarvede, men det havde han ikke mere, selvom jeg søgte i hans øjne efter det, men det var ikke tigerøjne, det var blomsterøjne, der mødte mig.

 

 

 

 

Expo, São Domingos e Castelo, Lissabon

Falta-te. Denne by mangler dig. Jeg mærkede det ikke straks, det kom snigende, som noget kommer snigende, og da først tanken havde strejfet mig, var det ikke til at overse. Essa cidade falta-te.
Med solbrillerne godt presset ned over næsen for at ingen skal se vandet kravle ud af mine øjne. Vi skulle gøre det op i lykkelige morgener.

 

 

 

Marquês de Pombal, udsigt til Tejo, Lissabon

”Der er en digter i mig, sagde Gud”. Mig er der bare en flod i. Jo, her kunne jeg godt vænne mig til det. Netop her ved vinduet og udsigten til floden. Netop sådan et vindue. Jeg voksede op ved vand, det er derfor. Der er en flod i mig.
Selvom jeg nu er her, er tiden en anden, jeg er en anden, og byen er en anden. Fordi denne by også har formet mig. Fordi jeg elsker byer, fordi jeg elsker byens tage. Fordi jeg elsker denne by mere end alle andre byer. Fordi den bor i mig og ikke omvendt
.

 

 

Marquês de Pombal, Lissabon

I dag, når jeg bevæger mig rundt, føler jeg mig mere fri. Fordi jeg ikke længere bærer angsten med mig på ryggen. Jeg trækker ikke længere spor efter mig i luften.
Jeg sagde til F., at her kan jeg have min ensomhed for mig selv. Men det er ikke dét, der er årsagen. Nej, årsagen er lyset. Det ved jeg nu.
Cast away your shadow that is cast upon me.

 

 

 

Miradoro da Graça, Lissabon

En overskyet dag, og selv da er det nødvendigt med solbriller.       

 

Marquês de Pombal, Lissabon

En gammel mand i Martim Moniz: ”Só gosto das coisas belas” Jeg kan kun lide ting, der er smukke. ”A vida é bela, não é menina?” Livet er smukt, er det ikke min pige? ”Pois é.” Jo, det er det.
Jeg kan godt lide folk, der har mistet noget. Jeg kan godt lide folk, der slubrer deres kaffe.

 

 

 

Castelo, Lissabon

En sky snor sig om Ponte 25 de Abril, og jeg har aldrig set noget så vidunderligt. Som om man efterlader et lille spor af sig selv, overalt hvor man har været. Og omvendt.
Pessoa skrev i Lissabon.

 

Marquês de Pombal, Lissabon

Grave huller med øjnene. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortalte ham så meget om min familie. She went around the world and back, but she never found a home. Men det er ikke sandt mere, jeg bærer mit hjem med mig på ryggen og trækker alligevel spor efter mig i luften.
En film skal være som et digt. Og hvordan skal et digt være? Ind til benet.

 

 

Café, Porto

Det er en søgen efter splinten i blikket, og virkeligheden.
Et sprog er også et hjem, det ved jeg, og det portugisiske sprog er ikke noget problem for mig at føle mig hjemme i.
Det er et sted at ånde lettet op.
I går ved vandet; lige så snart jeg duftede havet og hørte lyden af bølgerne, var der noget i mig, der blev helt. Det, jeg manglede, var der. Det var havets vilde ro.

 

Bus til Lissabon

En tåget morgen. En evighed.
Jeg løb hellere panden mod muren end tilbage.

 

 

 

Roma, Lissabon

Estou aqui, mas não estou aqui. Jeg er her, men jeg er ikke her.
Et sted, hvor man aldrig kan falde helt til ro. En fremmed tanke i blikket, i sømmet, i hjertet.

 

Bus til Faro

En gylden morgen. Solen i vandet. Broen. Cristo Rei.
Der er for meget træthed bag mine øjne, og jeg ved, at jeg skal hjem, men også at jeg har mere end ét hjem, og senere skal jeg her tilbage, hjem. Og jeg skal bygge mange reder, jeg skal finde mange hjem.

 

 

 

Berlin

”Wish you were here”, som en forbandet tegning på væggen. Som tiden går. Og så ville jeg alligevel ikke længere ønske mig noget som helst. Hvor mange ord, der skal til at bygge et korthus. At leve i.

 

 


 

 

Berlin, Kreuzberg og Prenzlauer Allee

Jeg ville plukke blomster af din mund, jeg ville se skønheden først. Jeg ville ikke forstå min egen middelmådighed, selv ikke når jeg ikke kunne se andet. Måske ville jeg altid føle mig som en fisk i det forkerte vand. Jeg løb om hjørner med mig selv, før jeg blev firkantet.

   This rain of yellow leaves. Underligt, som jeg allerede går og fabulerer om ting, jeg må huske at fortælle dig, som om de kunne have nogen betydning for dig, som om du kunne have for mig.

   Hvad jeg er bange for: Den tilstand af sammen, hvor jeg ikke længere kunne adskille mig selv fra ham, hvor jeg ikke vidste hvem af os, der var mest hinanden.

 

 

 

En by hvis navn, jeg ikke kan huske, Slovenien

Det er en forræderisk kærlighed, og det er mig, der bliver spist.
Når jeg kigger i spejlet, er det ikke mig, jeg ser, det er en pige, som er halvt, hvad jeg var som barn, og halvt noget andet, udefinerbart, som ikke har noget med mig at gøre.
Jeg troede, jeg kunne læne mig op ad en busrude og se verden forsvinde, uden at savne noget som helst. Jeg troede, jeg kunne holde på formerne, på fingrene, på søvnen under øjnene, jeg troede, jeg kunne glemme, hvor jeg kom fra, jeg troede, jeg kunne være Lucky Luke forever, jeg troede, jeg kunne have nok i mig selv. Som om én mig ikke var nok.

 

 

 

Porto

Skrive hvad-som-helst, skrive mig stik modsat af hvad-som-helst.
Det regner meget. Sådan som det kun regner meget, når det regner her, sådan regner det. ”Mal há amarelo no ar acinzentado.” Der er knap nok gult i den askegrå luft.

 

 

 

Porto, mens jeg venter på bussen

Men vi skulle have boet her, skulle vi ikke? Vi skulle have gjort så meget, og i stedet: ingenting. All tall on my own. Toute grande, toute soule. Poeten er én, der fingerer. O poeta é um fingedor. ”Og de, der ser smerten på print, ser ikke for deres del, de to smerter han har kendt, men kun den, de ikke har selv.”
Det er sjovt, som man siger, at til sidst husker man kun det gode. Det er ikke sandt. Jeg husker det dårlige, alle de små ting, du blev så irriteret over.

 

 

 

 

Bus til Lissabon

Jo, dette var mit hjem. Om kun for et øjeblik, så dog et hjem. Som andre steder før og siden. En skov af høje, sorte træer.

 

Castelo, Lissabon

Jeg savner dig ikke, ikke engang byen savner dig mere, men jeg savner den tid, vi havde her. I nat drømte jeg om det. Jeg var her. Og så savnede jeg pludselig København.

 

Roma, Lissabon

Følelserne sidder i sproget. En dag ikke længere at være fri, som en gråvejrsdag. Et tågehorn.
”Hvor blev du af?” Skrev han til mig. Jeg tog til Lissabon og blev væk og kom aldrig tilbage, for alvor. Imellem to elskede byer. Og dig.

 

 

 

Madrid

Fordi galskaben er en fest. Hvor jeg er. Altid en lodret drøm. Med og uden dig. Hvor jeg er, en by er et sted at kalde hjem, men jeg bruger denne term med forsigtighed.
Jeg har ikke længere ét hjem. Jeg har en ond drøm, en lodret. Og mig selv.

 

 

 

Mihael Kogalniceanu, Rumænien

I går med manden og bilen. Bussen, der satte mig af et helt forkert sted og mig alene på en øde vej ned til lufthavnen. Og manden med bilen, som stoppede, og jeg troede, at det var ham, der skulle hente mig, og satte min taske i hans bagagerum, men så var det slet ikke ham. Bagefter var det til at grine over. I fremmede byer.

 

 

 

Mihael Koglaniceanu, Rumænien

Hver gang jeg laver havregrød, tænker jeg på Herta Müller.
Jeg tænker på de fladtrådte, sorte marker, og moderen, der går væk over dem. Den brænder sig fast i dine fødder, jorden. Og så kan du aldrig mere forlade den. Sådan er det. Bare.
Alle de støvede marker.

 

 

[Lille æske med overraskelser]

Til sin fødselsdag får Adelina en æske. Æsken er tom.
”Den kan du putte hemmeligheder i,” siger tante Dora, men Adelina har ikke nogen hemmeligheder. Hun lægger blomster i den. Nu er det en kiste, tænker hun, og blomsterne dør i kisten, ligesom menneskene dør, når de bliver lagt i kister. Tante Dora har lagt mange mennesker i kister; det er derfor, hun bor i Adelinas hus, selvom hun slet ikke er en rigtig tante.
”Det er bare noget, vi kalder hende,” siger far.
Mor siger ikke noget. Hun sidder bag gardinet og kigger ud ad vinduet. Der er frost på ruden, hun kigger gennem krystallerne, hun kan mærke dem helt ned i lungerne, når hun trækker vejret, men hun kan næsten ikke se dem mere. Hver dag bliver verden mørkere. Hver dag rykker hun lidt tættere på vinduet, for bedre at se. Og hver dag bliver ruden mere som et kistelåg.
Huset er en æske, tænker Adelina, og i æsken bygger hun et dukkehus.

Adelinas far graver huller til kisterne.
”Det er derfor, han har jord i hovedet, ” siger tante Dora, ”Og beskidte hænder.”

Til sin fødselsdag får Adelina en æske. Hele byen kan være nede i den æske, tænker hun. Når folk bliver gamle, bliver de små for at passe til kisterne. Men om vinteren bliver jorden hård og vil ikke tage imod dem.
”Den er hverken til at hugge eller stikke i,” siger Adelinas far.
Om vinteren bliver skyggerne så lange som rander under øjnene.
”Vi hører til den, ” siger tante Dora. ”Den brænder sig ind i dine fødder, jorden, hvis det går som det skal.”

Det er en by af flad jord; så flad som menneskenes tomme ansigter og nedadvendte munde.
De ved, de hører til den, når den sætter sig i fugerne om de langrandede øjne. Når de tynde skygger rammer jorden og bliver en del af den.
Mor vil ikke høre til jorden, det er derfor, hun sidder ved vinduet. Adelina sætter sig på gulvet ved siden af hende og lægger hovedet i hendes skød.
”Du har slæbt jord med ind i stuen,” siger tante Dora og kigger efter Adelinas mudrede vinterstøvler.

Adelina må ikke komme med til begravelserne.
”Det er ikke noget for børn,” siger far.
”Sikke noget sludder,” siger tante Dora, ”det er der aldrig nogen, der er døde af.”
Men Adelinas far står fast. Han holder på sit. Adelina tænker på, hvordan jorden ser ud, når den er hugget i stykker. Det er en stor muddermund, der sluger kisterne.
”Jorden er grådig,” siger tante Dora.
Og til sidst får Adelina alligevel lov til at komme med. ”Næste gang,” lover far.
Adelina tænker på, hvem det mon bliver ”næste gang.”

 

Adelina har hele byen i sin æske. Hun har drengens hjerte i sin æske, men det er der ingen, der ved. Hun har skylden i den, og længslen. Adelina tager æsken med i skole og viser den til drengen i frikvarteret. ”Næste gang må jeg komme med. Æsken ved, hvem det bliver. Men den har ikke fortalt det endnu,” siger hun til ham. ”Folk dør langsommere om vinteren, fordi de ved, jorden er hård.”

Drengen kigger ned på mudderet, der har slugt hans sko. ”Det har regnet. Den er ikke hård mere,” siger han så.
Efter skole går de ned til søen. På søen vokser der træer ud ad vandet. Ind i himlen. Drengen klatrer i træerne. Adelina har glemt sine vanter, og vinteren sætter sig på hendes fingerspidser. På hver fingerspids sidder et øje og kigger ud på verden. I hvert øje sidder Adelinas mor bag vinduet i stuen og kigger på drengen i træet.

Og for hvert blik snører æsken sig strammere sammen i Adelinas brystlomme, og det er kun drengen, som ikke kan mærke det. Han falder. Falder, falder, så søen tager imod ham, og træernes rødder holder ham fast dernede i det mudrede vand.

Adelina vender sig om og løber hjem, så hurtigt hun kan.

Voksne kender man på de omvendte smil. Far og tante Dora står i døren, da Adelina kommer ind. De kigger ikke på hende; de løber ned til søen. Måske er det Adelinas skyld.

Da de kommer tilbage, siger de ikke noget.

”Hun har det fra fremmede,” siger Adelinas mor, mens hendes ansigt lyser op og fortabes.

Senere tager hun sin sorte maske på og går beslutsomt væk over marken.

Adelina fylder æsken med jord og bærer den altid med sig. Og sådan har byen alligevel brændt sig fast i hendes fodsåler.

 

 

 

København, senere

Det er en gul café og et fortov, man aldrig får tilbage. Det er den længsel efter alt det, man ikke ønsker sig i sidste ende, det er den længsel i øjnene, man griber ud efter billederne med, det er den, det er det, det er det. Det er det hvide i lyset det varme, det er vandet, altid vandet, det er Lissabon, det er Lissabon, man aldrig får tilbage, det er en by, det er en by, man har forelsket sig i, en smuk, sovende kvinde. En kæmpekvinde med flodens spredte ben der og efterskælvet stadig nedenunder, kloakkerne, man er ved at glide på de glatte sten, smalle fortov, alt det gule, det er et hjem, mit første hjem, al den melankoli jeg kunne mønstre, alt det mønstrede i øjnene ud af dem i håret i hovedet, en rundkørsel, en bus, jeg kørte hele landet tyndt, en kvalme, en køresyg kvalme, en grøn grøn bjergby, et kirsebærdistrikt, der hvor du blev født og denne by mangler dig.
Det er en kvinde, der mangler en tand, en mand, på en bænk i et shoppingcenter. Hun spørger mig, om jeg også er alene, og det er jeg ikke, jeg er sjældent alene, altid for mig selv. Jeg er selv mig selv, der bider tungen af dig mig. Der er så mange ting, man kan savne helt af sig selv.

 

 

 

 

 

 

Alameda, Lissabon

Når du lige pludselig ikke er dig. You without you. Og så er jeg igen slet ikke sikker på, om det er dig eller mig, der falder ind i en anden verden. Jeg lader som om, jeg ikke bemærker noget. Måske gør du det samme. Det kan jeg aldrig være sikker på. Det er i den slags situationer, jeg har lyst til at holde alvorligt fast i dig og ryste virkeligheden tilbage.

 

                                                                

 

Oriente, Togstation, Lissabon

Når jeg vågner for tidligt, og det stadig er mørkt udenfor, og jeg aldrig kan få nok af dig. Når jeg kan få så lidt nok af dig, at jeg ønsker mig at have dig inden i mig som en midlertidig permanent tilstand. And the white light of the morning, the hills, crossing the bridge, into the white light.

 

 

 

Alameda, aften, varmt, Lissabon

Den anden nat drømte jeg, at den eneste måde at lave en vertikal film på, ville være at udelade alle de vandrette linier, der kunne minde om en horisont. Kun uden horisonten kunne man se tingene, som de var. Uden at skulle holde dem op imod tyngdekraften.
De ville blive vægtløse, poetiske objekter, der svævede lodret i luften.

 

 

 

Alameda, Lissabon

Jeg bliver mindet om dit ”andet liv”, når jeg her, i dine bøger, ser de kærlige dedikationer fra faldne kærester før mig. Du beder selv om dem, dedikationer, det ved jeg. Måske kan du lide at mindes på dén måde. Måske kan det minde om lidelse.

   Jeg beslutter mig for at læse alle de bøger, jeg kan nå, i et pludseligt videbegær, en sult efter flere ord. Men ikke kæresteordene. Jeg bliver fjernere for hvert af de håndskrevne bogstaver. Og jeg tæller datoerne, årstallene. Hvem var hun, og hvor gammel var du?

 

Det er altid det med ikke at kunne bestemme sig for, om det er den ene vej eller den anden. Alle veje for evigt.
Føle sig som en pind i munden.

 

 

 

København, hjemme

 

Man blæser al sin smerte

ned i en lille sort sten

man kender dig ikke mere

kender ikke dit ansigt

mere

øjnene er tomme kun

længslen kender man

endnu

 

man ønsker sig at kunne alt, man bliver sit storhedsvanvid for lille. Man ønsker sig at løbe fra den mindste del af noget, i det mindste ønsker man. I det mindste mærker man alt.

 

 

 

 

København, Søerne

Det tidspres, man lever med.

At skabe sin smerte ud af sig selv, så man ikke skal bære den med sig.

 

 

 

København, hjemme

Jeg vil være fuld af mig selv. Åh, du er så fuld af dig selv, kunne du finde på at sige til mig med et omskrevet portugisisk udtryk. Du er så fuld af dig selv. Det var selvfølgelig ikke en god ting at være, det er klart. Når man er fuld af noget, må man nødvendigvis være fri for noget andet. Være blottet for noget. For tvivl, nej, ikke det. For følelser, nej, heller ikke det. Når man er fuld af sig selv, er man også fuld af forkerte følelser. Og rigtige.

 

 

 

København, hjemme

Jeg møder dig igen, tilfældigt.

Du er frygtelig og fremmed.

 

 

 

Sølvgade, morgen

Igen er det morgen, og jeg venter på et ophold i regnen, før jeg er en ung kvinde på vej til kontoret, og jeg er allerede ældre end min mor var, da hun fik mig, og det bliver ved med at regne, og der er mange små ting, der gør mig lykkelig,
f.eks. at fiske te-ægget op ad koppen med en gaffel,
f.eks. at udskyde min afgang, fordi det regner,
f.eks. at kigge ind i lejligheden overfor, hvor de to piger allerede er blevet sendt i skole, og moderen har glemt lyset brændende i køkkenet.
Til sidst bliver jeg nødt til at trække i regntøjet, alligevel.

 

 

 

Tog til Aveiro, Portugal

Places without you. Steder, du forsvinder fra, når jeg ser dem uden dig. I min drøm sagde Sister Nuala til mig: Du har for stort et ego til at blive nonne.

 

Aveiro, morgen, Portugal

Sidste gang, jeg var her, læste jeg ”The Sailor who Fell from Grace with the Sea”. Den tid som er nu, efter dig for mig, kan jeg ikke forestille mig, den eksisterer ikke rigtigt, og du er ikke længere et virkeligt menneske i verden.
Men jeg bliver ikke hel, var det måske aldrig. Jeg var selv noget smadret glas.

 

Roma, hos Luísa, aften, Lissabon

Din ekskæreste i dag, jeg så hende. Jeg gemte mig bag en aviskiosk. Måske var det barnligt.

 

 

Oriente, eftermiddag, Lissabon

Når byen pludselig ikke længere har noget med dig at gøre, men er min igen, kun min. Man kan ikke miste et menneske, som stadig er i verden. Jeg føler mig stadig mere hjemme her end nogen andre steder. Det er det lille klik. Af noget, der falder på plads. Som om byen fylder så meget, at alt andet er ligegyldigt. Og så behøver jeg ingenting mere i verden end dette lys og vandet og himlen.

   Al den lille fisk i vandet, jeg føler mig. Her.

 

Lissabon Lufthavn og fly

Denne lufthavn, hvor jeg allerede har ventet for længe.

   Se Lissabon forsvinde i en sky af tåge.

   Det flade landskab, som jeg hører til, alligevel, Danmark, oppefra, midsommer.