Luft

Her er en novelle, jeg fandt forleden. Jeg ved ikke præcist, hvornår den er fra, men måske omkring 2004.

 

Luft

Den begyndende støvregn hænger i luften og lægger sig langsomt i hans ansigts fuger, som var det lim, der ønskede at klistre ham sammen, gøre ham ung igen.
Han kan mærke hendes blik igennem ruden, og hun er ikke glad. Regnen tager til, mens han går op ad havegangen. Hendes træk flyder sammen, og hun bliver pastelfarvet gul, hun ligner næsten bryllupskagen, men hun er ikke sød. Regnen løber i lange, kolde tårer ned ad ruden nu og trækker hende med sig ned mod vandpytten, så han ikke længere kan se hende.
Da han når frem til hoveddøren, kan han høre hendes vejrtrækning på den anden side. Hun må stå lige bag ved døren. Han trykker forsigtigt håndtaget ned og skubber let til døren, så den åbner sig på klem. Han vil ikke presse den ind i hendes skrøbelige ribben.
”Skynd dig ind,” hvisker hun til ham, og han smyger sig lydløst ind på den anden side af døren, uden at åbne den yderligere.
De sidder på gulvet foran hoveddøren med lukkede øjne.
”Jeg har trukket vejret i dag, ” siger hun, og han svarer, at det er godt.
De bliver siddende på gulvet, indtil solen går ned. Da han rejser sig og hiver hende med sig op, efterlader han en våd pyt fra tøjet, der blev sølet til af regnen. Så lægger de sig ved siden af hinanden i sengen. Især manden trækker vejret meget, og luften bliver lidt varmere nu.
”Barnet,” siger kvinden, og manden svarer, at der ikke er noget barn. Kvinden nikker og falder i søvn, men manden er fortsat vågen. Han stirrer ud i mørket, som har opslugt værelset omkring dem, og tænker, at lige så snart han falder i søvn, vil han også blive taget af mørket.

 

De har levet et halvt år uden barnet, men de har stadig ikke vænnet sig til det. Dødfødt, sagde jordemoderen. Ikke noget at gøre.
Da de kom hjem, dryppede vandhanen i køkkenet, ligesom den plejede. Deres ting var, som de havde efterladt dem. Alligevel føltes det ikke som om, det var det samme hus, de vendte tilbage til.
Kvinden havde fyldt den gule glaskaraffel med vand og stillet den på spisebordet, inden de tog hjemmefra. Da havde det været mørkt udenfor. Da de kom hjem, var der gået en uge, og vandet i karaflen var blevet varmt, og solen, som skinnede igennem vinduet, bøjede sine stråler i det gule glas. De havde sat sig på hver deres side af bordet uden at sige noget, og han havde lagt sit hoved på bordpladen og kigget på hende igennem karaflen. Siden da har han ikke virkelig været i stand til at kigge på hende, for når han har forsøgt at gøre det, er det eneste, han har set, billedet af hende som den gule skygge, hun var, da han kiggede igennem karaflen.

 

Han vågner, da han mærker hende puste kold luft ind i sine næsebor. Det er blevet lyst, og hun kigger ham dybt i øjnene, mens hun siger:
”Jeg tror ikke, jeg vil trække vejret i dag.”
Han sukker og siger til hende, at det er hun nødt til.
Luften har lukket sig omkring dem og holder dem fanget i en akavet frossen bevægelse.
Luften er som en isblok.

 

Næste gang han kigger på hende, synes han, det ser ud som om, hun er begyndt at falme. Han rækker ud for at røre hendes skulder, men hun trækker sig væk, og hans arm bliver hængende et sekund over sengen, inden han slipper den og lader den ramme madrassen, lydløst. Han ville ønske, hun ikke altid var gul, og det gør ham urolig, at hun nu også er begyndt at blive usynlig. Så bliver han træt og falder i søvn igen.
Hun lister sig ud i køkkenet og sætter sig på bordpladen. Her fører hun en lang samtale med barnet, som han påstår, ikke eksisterer. De taler om vejret, som barnet synes, er smukt. Hun kan ikke lide vejret.
”Luften er for kold,” siger hun.
Barnet siger, at hun tager fejl. Luften er slet ikke kold. Hun bliver vred og lægger barnet ind i fryseren, for at det skal kunne mærke, hvor kold luften virkelig er.

 

En kæmpe isblok er begyndt at forme sig i kvindens mave, der hvor barnet lå.
Måske var det allerede, da de kom hjem fra hospitalet, hun fik lyst til at slå manden ihjel. Hun kan ikke huske det længere, men det føles som om, tanken er vokset i hende simultant med isblokken i maven.

 

Han vågner og tager tøj på, mens han kigger ud af vinduet. Luften har lagt sig tæt omkring huset, og han er bange for, at han ikke kan forlade det. Luften virker for uigennemtrængelig. Han tænker, at han er som en snegl, der har sit hus siddende på ryggen og aldrig kan komme af med det. Og ligesom en snegl trækker han et langt klæbrigt spor efter sig, overalt hvor han går.

 

Hun kan høre barnet græde inde fra fryseren, og hun vandrer rastløst rundt og gnider sine hænder mod hinanden. Til sidst holder gråden op, og hun løber mod fryseren og flår i lågen. Barnet er væk, blevet til luft.

 

*

 

Da han kommer hjem om aftenen, siger hun ikke noget. Hun kan se på ham, at han er bange. De har tændt lyset i køkkenet, og det skinner skarpt ned på dem, så hun pludselig kan se hvor gammel, han er blevet. Hans mundvige peger nedad som en gammel mands. Han har rynker i panden. Det er luften, der har gjort det, tænker hun. Det er luftens skyld, at han er blevet gammel. Den har lagt sig på hans hud og formet den, som man former modellervoks, og han er næsten blevet uigenkendelig.
Hun må betragte ham som en fremmed.

 

Da hun har kigget længe på ham, siger han, at nu må det være nok. Hun må kigge væk, han kan ikke holde hendes blik ud. Hun begynder at snappe efter vejret og holder på sine ribben. Han siger, han vil gå ud i haven og begrave sig selv under den store sten. Så følger hun efter ham ud i entreen, hvor han trækker i overtøjet.
”Held og lykke,” siger hun, og han smiler til hende og tager hendes ansigt i sine hænder. Hun er næsten smuk, selvom hun stadig er gul. Men så begynder hun at falme igen. Hun bliver mere og mere uklar, og han slipper hende i væmmelse og smækker hoveddøren efter sig.

 

Han begynder at grave ved siden af stenen. Hullet bliver større og større. Men så kommer han i tanke om, at der ikke er nogen til at smide jorden tilbage i hullet, når han er kravlet derned. Eller til at placere stenen ovenpå ham. Så han opgiver sit forehavende og giver sig i stedet til at tale med barnet, som har sat sig i et træ. De taler om vinteren, som manden siger nærmer sig. Barnet dingler med sine bare tæer fra grenen og siger, at det ikke kender noget til vinteren. Manden forklarer barnet om luften, der bliver koldere og slår knuder, og om sneen, som kan dække jorden og træerne, når det bliver rigtig koldt. Til sidst begraver han sit hoved i hænderne.

 

Hun står i køkkenet og kigger ud på manden, som har fået øje på noget oppe i træet, hun ikke kan se, hvad er. Igennem de småsprossede vinduer ligner haven med manden et puslespil i en æske. Hun rækker ud for at bytte om på nogle af brikkerne, så billedet vil blive mere virkelighedstro – mandens krop bør ikke hænge sammen.

 

*

Hun ligger med hele kroppen under vandet i badekarret og føler sig som en hvalros. Lydene fra badeværelset trænger ikke igennem vandet, og det eneste, hun kan høre, er væsken, der trykker i hendes ører. Han læner sig ind over karret, og med tre fingre bryder han vandoverfladen. Han skubber ikke fingrene helt ned til hende, men lader dem blive i vandets øverste lag. Han synes, hun ligner et ufødt barn, som hun ligger omsvøbt i vand og med øjnene lukkede.
Da hun mærker hans tilstedeværelse, løfter hun overkroppen fra badekarret og snapper efter vejret, så hendes brystkasse løfter og sænker sig i små ryk. Nu ligner hun mere et monster, der er genopstået fra sin grav, slimet og ækel, og han vender ryggen til hende, mens hun rejser sig helt op og slynger håndklædet om sin glinsende fiskehud. Imens han tænker, at han engang elskede duften af hendes hår, når hun havde været i bad, beslutter hun sig for, at hun vil kvæle ham.

 

Luften bliver koldere og mørkere. Han synes, kvinden falmer mere og mere for hver dag, der går. Til sidst er hun næsten transparent. De trækker begge to spor efter sig i luften. Hun mærker luften løbe igennem sine næsebor og synes, lyden er underlig. Hendes næse er begyndt at fløjte. Det er luftens skyld – den er for svær at indånde. Han lytter efter en hjerterytme, han synes, kommer fra fryseren.

 

*

 

En dag kan han ikke finde kvinden, da han kommer hjem. Han tænker, at hun måske er blevet helt usynlig, og begynder at græde. Så hører han hendes åndedrag bag sig. Han vender sig om, men kan stadig ikke se hende. Hun trækker vejret hurtigere, og hendes kolde ånde omslutter ham i en ubrydelig cirkel, da hun træder frem fra mørket og bliver synlig. Hun er gennemblødt, og hendes tøj klistrer til kroppen. Hendes lange hår er løst, og vandet siler fra det og løber ned ad hendes ryg.
På gulvet bag hende er en lille sø, som kjolen trækker med efter hende, når hun går frem imod ham. Hun stiller sig over for ham og kigger ham dybt i øjnene. Han forsøger at kigge væk, men hun holder hans blik fanget med øjnene. Hun åbner munden og tvinger med sin højre hånd ham til at gøre det samme. Hun presser sine fingre ind mellem hans læber og trækker først sin hånd til sig, da hans læber er tilpas adskilte. Så strammer hun begge sine hænder om hans hals. Han mærker kulden strømme ud af hendes mund. Den løber op igennem hendes hals fra hendes mave, hvor isblokken er placeret og længe har truet med at sprænge hendes ribben, hver gang hun har trukket vejret. Nu ånder hun kulden direkte ned i hans hals, og han mærker, hvordan den spreder sig til hele hans krop, indtil hans blodårer fryser til is, og han falder død om på gulvet.