Kort over himlen fraklip

 

 

Farbroren skriver til mig:

”Lige så spændende ”samlinger” kan være, når de er ordnede, og andre har ansvaret for dem, lige så anstrengende kan de være, når det hele mere ligner ”gammelt skrammel”, der hober sig op omkring en selv, og er ved at opsluge en.
Indimellem tænker jeg på butikken i nærheden af Nørreport Station, hvor der i vinduet var et opslag: ”Gammelt skrammel købes, antikviteter sælges”.”

 

 

Hos Farbroren får man kage og brød, og to forskellige slags te. På én gang. Familiehistorien står samlet i kasser på gulvet. Flyttekasser, sorte arkivkasser, Farfaren samlede på alt. Farbroren gemmer det hele, for en dag kommer du jo forbi og skal bruge det, siger han. En dag dukker du op, den glemte niece, og får brug for at kigge i kasserne.

Du må sige til, hvis du får brug for at vide mere, siger Farbroren, da han kører mig til stationen. Jeg ved ikke, om det var det, du søgte? Med ønske om, at du finder dét, du vist nok søger, skrev Farfaren engang til mig på et kort. På bagsiden af et kort, som på forsiden havde et billede af ham selv. Frihedskæmperen, samleren, digteren, Farfaren. 16 brune pakker. Jeg ved ikke endnu, hvad det er, jeg søger, siger jeg til Farbroren.

 

 

I lejren byttede Farfaren sine cigaretter for levertran, siger Farbroren. Det er mere næring i lever end i røg. Send flere cigaretter, skrev han i brevene hjem. Selvom han aldrig havde røget.
Jeg spørger, hvorfor de andre gik med til det, og kan med det samme høre, hvor naivt, det lyder. Har du aldrig været afhængig af noget? Spørger Farbroren til svar. Jeg tænker på dig.
Jeg spørger Farbroren, hvordan Farfaren har fået fat i de breve, han selv var afsender på.     Brevarkivet undrer mig.   Han har jo samlet det hele sammen, efter krigen, siger Farbroren. Det kan vel ikke komme bag på dig?
Man kan ikke vide alt om et andet menneske, siger Farbroren til mig. Man kan ikke bare sådan komme her. Og tro, man har ret til de breve. Uden videre. Uden mål og med. I håbet om, at du finder dét, du vist nok søger.
Se hende her, siger han, din tip-oldemor, Ernestine, jeg synes, hun ligner dig. På det her billede, ligner I hinanden. Ernestine betyder alvorlig.

 

 

Din oldemor, Emilie, var vist det, man dengang kaldte ”humørsyg”, siger Farbroren. Hvis det er sådan, man betegner det, når man smækker sig inde på et værelse i flere dage. Hun var en lille, skeløjet dame med svære briller. Jeg har hendes briller et sted, siger Farbroren. Jeg forestiller mig, hvordan de har taget dem af hende, død, hun skulle ikke have dem med sig i graven.
Farbroren fortæller, at da Oldefaren døde, lagde hans plejerske en bibel ned i kisten. Han skulle ikke uledsaget af sted, selvom han så udtrykkeligt havde frabedt sig en kristen begravelse. Bedemændene hentede den gamle mand i kisten og løftede ham ned ad trappen.    Den skrå vinkel var for meget for bibel og krop, og begge dele hamrede mod kistelåget i faldet ned ad trappen og slog låget åbent. Bedemændene løftede uden en mine den døde krop, og bibelen, tilbage i kisten. Han skulle altid være lidt besværlig, ham Oldefaren, siger Farbroren.

 

 

 

 

Jeg sidder i Fasterens kontor, reoler fulde af samlinger. Hun fortæller mig, at hun har været i gang med et større arkiveringsprojekt, siden hendes far døde. Det var jo ikke kun aviserne.   Han samlede breve. Alle korrespondancer. Der er også et brev fra dig, siger hun. Jeg kan godt huske det brev. Jeg sendte ham en historie. Når man sætter ting i system, kan intet gå galt. Når intet kan gå galt, kan man ikke dø af det. Når der ikke er nogen, der dør, er der ikke længere nogen historie.
Fasteren siger, at hun har læst Farfarens gamle breve som en roman. Hun har heppet på ham, hun har ønsket sig, han ville gøre noget andet end det, han gjorde, for hun ved, hvor det ender. Hun kender historien på forhånd. Og der skal altid være nogen, der dør.
Fasteren dør af akut hjertestop. Der var ikke mere at gøre. Det sker ikke for dig. Pyt. Der skal altid være nogen, der dør. Det sker faktisk forholdsvist tit, siger Farbroren. Jeg har læst om det.

 

 

Det ser ikke så godt ud, siger Fasteren, da hun kigger henover mit kinesiske horoskop. Faktisk ser det ud som om, du aldrig bliver lykkelig. Du har ingen fuldendte ”matches”. Man kan se det på himmelkortet. Planeternes stilling det øjeblik, du blev født.

 

 

Der er så mange dagsrester, man kæmper med. Det er den form for frihedskæmper, man er.   Man får altid lyst til at løbe skrigende bort. Hvad remmer og tøj kan holde. Jeg slår det udtryk op i en elektronisk ordbog, som giver mig det forkerte opslag. Den giver mig:

 

Ikke stå til at redde.

Ikke være til at redde; ikke kunne reddes.

GRAMMATIK: NOGEN/ NOGET står ikke til at redde.

”Selv om ambulancen kom hurtigt frem, stod den 18-årige piges liv

ikke
til at redde.”

Det ligner et mønster. Det ligner et tegn fra Fasteren. Et kort over himlen. Et fuldendt match.   Der er ikke længere noget at redde. Hun stod ikke til at redde, Fasteren, i bilen, på skinnerne, der var ikke mere at gøre. Selvom vi løb, så hurtigt vi kunne.

 

Alt hvad remmer og tøj kan holde.

                                            OVERFØRT: Så hurtigt eller kraftfuldt som muligt.

GRAMMATIK: den ældre pl.-form remmer kun bevaret i dette udtryk

”han (rejste) sig og løb over engen alt hvad remmer og tøj kunne holde”.

 

 

 

Det viser sig, at Farfaren var forskningsbibliotekar, og det var derfor, han samlede så meget, det var derfor, han kunne beklage, at hans egen far ikke havde gemt flere af de personlige breve, fordi han selv ville have gjort det, han gemte det hele, og nu siger Farbroren, det er en skam, at Fasteren aldrig blev færdig med at arkivere Farfarens materiale, for nu bliver det aldrig gjort, nu gør ingen det, alle papirerne er efterladt til ingen, til ingen, og det er sådan, ord bliver til støv.   Der skal altid være nogen, der dør. Der skal altid være støv at samle på.

Farfaren oversatte bøger fra svensk om båndoptagerens muligheder – han ønskede at holde fast i tiden. Han gennemførte flere hundrede båndinterviews med kendte og ukendte mennesker. På biblioteket får jeg fat i et af Farfarens kassettebånd – et interview med en gammel fysiker. Optagelsen er fra 1975, med håndskrevet cover. I baggrunden er der en hund, der gør, man har ikke engang tænkt på at fjerne hunden, og Farfaren stiller fysikeren spørgsmål på samme måde, som han stiller sin egen far spørgsmål, halvt bebrejdende, halvt inkvisitorisk.
Når man holder fast i tiden, bliver den til lak. Når man holder fast i lak, bliver det til skosværte. På gaden kan man få pudset sine sko af de gademænd, som ikke er fotografer.
Vi er glade for, at det var dig, der fik de brune pakker, siger Farbroren til mig.

 

 

 

 

Engang tog vi til Paris, det var regnvejr, det regner altid i Paris, vi ville købe en paraply, og jeg havde aldrig tænkt over, at det var et fransk ord, det lyder så dansk, når man tænker over det, regnvejr er meget dansk.
Da jeg gik, stod jeg i din dør, længe, og kiggede på dig, og du sagde: Hvad kigger du på? Og jeg sagde: Jeg forsøger at identificere din øjenfarve. Jeg ville stå der og se dig forsvinde. Som hvis jeg var et træ, og du ikke var det. Et træ med paraplyer på grenene. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg ville tage noget med mig, når jeg gik. Jeg ville stjæle noget fra dig, en kuriositet til min samling. Den slidte, parisiske paraply ville jeg stjæle.
Det ville blive en meget stor samling, jeg fik mig, af alle verdens umuligheder.

 

 

 

INT. DAG. DAGLIGSTUE.

LYNGBY, 1972

 

Farfaren og Oldefaren sidder ved et rundt bord. Der står en båndoptager midt på bordet, som er sat på ”rec”.

I baggrunden går Oldefarens plejerske rundt og folder viskestykker.

 

FARFAREN

Men, øhmmmm, det du sagde med, at du, at du måske huskede mindre godt nu, det er selvfølgelig også en hæmning …

 

OLDEFAREN

Jamen det er da klart.

Men eh, med hjælp af de papirer, jeg har liggende, så kan jeg …

 

FARFAREN

… så kan du altid …

Men hvor langt tilbage er det så, du ikke rigtigt kan huske?

 

OLDEFAREN

Øh.

 

FARFAREN

Ja, jeg mener, hvis …

 

OLDEFAREN

Jamen det kan være … det kan være 10 min måske …

 

FARFAREN

Nå, nå, ja.

 

OLDEFAREN

… jeg har glemt en ting, ikke sandt?

 

FARFAREN

Men det kan også være et halvt år?

Et halvt års tid?

 

OLDEFAREN

Ja. Nu ved jeg altså. Det har jeg læst mig til. At mennesker glemmer så og så meget …

 

FARFAREN

Ja.

 

OLDEFAREN

Øh, og man siger …

 

FARFAREN

Det bliver man ved med …

 

OLDEFAREN

Ja, netop. Og man siger: ”gudskelov for det!”

 

 

 

Den måde, hun ånder lettet op, da hun ser ham igen. Han kommer gående der, i det fjerne, og hun har lyst til at løbe ham i møde, men hun tager sig i det og bliver stående, vejende situationen. Han smiler, da han ser hende, og hun løber alligevel det sidste stykke ind i hans arme og griber fat i hans hår, som hun rusker. Hun giver aldrig slip på den omfavnelse. Da han til sidst slipper hende, kigger de et øjeblik på hinanden, han nikker, og hun ved, at alting er forbi. Han er alligevel blevet en fremmed. Hvordan kunne han være andet. Der går flere år, før de mødes igen.

 

 

 

Man bliver selv den afgrund, man kigger i. Med vilje. Man skærer stadig sine fingre på din hud. Og sådan. Også med vilje. Man skærer sin vilje, sine tænder, hårdt ned i armen (og man ser en skør mand på Nørreport gøre det samme, og bliver bange). Sådan. Man elsker det stadig hele vejen igennem, måske. Man elsker stadig alting og ikke alligevel.

 

 

En hveps har forvildet sig ind i brændeovnen, dens febrilske summen, den venten man sidder med, til den skal opgive sin kamp og falde udmattet om på bunden af ovnen. Den lyder så voldsom derinde. Til den bliver helt grå af al det aske, den har rullet sig i. Det er i et sommerhus, vi har lånt ved Vesterhavet. Du har godt af den friske havluft, sagde du til mig, bølgerne på stranden, vi kan gå ture, samle sten. Du kan sidde på terrassen og misse med øjnene, sagde du. Men det regner hele ugen, og vi sidder i stuen og gemmer os under et tæppe til lyden af en vildfaren hveps. Tiden står så stille her.
Du siger, det er det der med at leve med en person, der har et andet menneske i tankerne. Du siger, det er den resignation, kærligheden er.

 

 

 

Når man siger sit navn mange gange i træk, bliver man usynlig. Når jeg taler til dig længe nok, bliver du uhørlig, usigelig, usandsynlig og væk, kan jeg ikke længere huske, hvor jeg selv var, og hvor du begyndte, og måske er det godt nok sådan, og måske var det ikke sådan, jeg havde tænkt mig, det skulle være, alligevel ikke, og så alligevel jo. Jeg har sagt mit navn så mange gange, at jeg blev væk, du har sagt mit navn så mange gange i søvne, at jeg ikke kunne genkende dig, da jeg vågnede.

 

 

Måske kæderyger du i tre timer, fordi det er det eneste sprog, dine fingre kan tale. Du fingerer så fingernemt, rent, du rinder selv ud over levende lys og vågne øjne. Jeg deler min sorg, min glæde, så lige i vandene, jeg deler så vandene lige i munden, bagefter, jeg er noget, du giver slip på ned på et hårdt marmorgulv, glasskår ud over det hele.

 

 

Jeg hører ikke fra dig, til dig, igen, jeg ønsker mig dig ikke, jeg gør det alligevel. Det gule lys gør ondt på mig, det kan du aldrig forstå, det lys man kommer hjem til hos dig en blå lampe i vinduet, gult, gult lys i dine øjne, det samme gule lys som da jeg var barn og ikke kunne sove om natten, og da lillesøster blev født, og jeg var alene med Ebba, og hun skulle have gjort som hendes far sagde, hun skulle aldrig have giftet sig med ham. En dag stod jeg i supermarkedet, et år efter Ebbas død, bagerst i køen i supermarkedet, og pludselig hendes stemme, der sagde:   Hej, lille skat. Klart og lykkeligt. Og sådan er hun sommetider med mig, Ebba, f.eks. da jeg mødte dig. Der sagde hun igen: Jeg skulle have gjort, som min far sagde. Jeg skulle aldrig have giftet mig med ham.
Jeg skulle aldrig have giftet mig med dig i drømme, jeg skulle have holdt på mit, og mig væk og hjem er samme bevægelse.

 

 

Om tirsdagen græd du hele natten, og om onsdagen græd jeg, hver gang jeg hørte nogen i opgangen, der ikke var dig.
Da du gik, faldt du et stykke med ad trappen og slog et knytnævestort hul i væggen i opgangen. Hver dag falder der blomster ud af det hul.

 

 

Min genbo går i bad i sit køkken. Står helt tør i sin bare overkrop og fører hånden gennem håret for at vaske det. Det er et trykkende vejr, og jeg er sikker på, det kun er mig, der ikke kan holde varmen. Herovre på den anden side af gården med min stoppede næse, min sommersnue. Du skulle virkelig have været her, siger jeg til dig, senere. Den måde jeg trak vejret gennem munden, som en guppy. Min genbo i sit køkken-bad. Hele lejlighedskomplekset som akvarium. Vasketøjet, der bare sådan hang her og dampede. De våde ruder. Vi skulle have blandet cyanid hele natten. Alt det.

 

 

Vi kører hele vejen i din bil. Du tager billeder i lejren. Remmen om halsen, alt hvad remmer og tøj kan holde, til vi ikke kan holde ud at være der mere og uden et ord finder hinandens hænder og går. Bagefter taler vi ikke om lejren. Jeg kan se på din hud, at luften også hænger i dig. Trækker dig nedad, tungere ned mod sædet i bilen.
Museet rører mig ikke. Det er, da vi sidder i bilen og ser de røde bygninger dukke op bag træerne, at jeg får en klump i halsen, ikke på museet.
Bussen med tyske skolelever ankommer samtidig med os. De virker så små mod de store bygninger.

 

 

Hamborg, aften

I Frøslev ligger en efterskole, midt inde i lejren. Og i en af barakkerne gør militæret reklame for sig selv.
På en af plancherne står der, at fangerne i lejren lærte at skaffe sig ting, at stjæle, men de gjorde det på en etisk måde, står der, de stjal kun fra tyskerne. Som om selvhukommelsen drev af væggene. Som om man lod det mindesmærke stå som et minde om noget, ingen ville huske alligevel. Som om man sådan huskede det, som man ville.

 

Unden for Neungamme, eftermiddag

I museet får jeg lyst til at råbe.
Samtidig denne slåen sig selv over ryggen, som udstillingen, hele stedet, er. Neungamme Gedänkstätte, står der på skiltet. Tænk. Husk. Hold fast. Giv aldrig slip, glem det ikke. Holde fast i smerten, stum rædsel, siger du, for alt i verden få den til at forsvinde ved at lade den blive stående. Som hvis man kigger på noget længe nok, går det over, bliver det væk. Måske bliver det bare stående.

 

Til jul fik danskerne en Røde-Kors-pakke med 100 cigaretter.
”Det var en formue”.
Hvor barakkerne stod, har de fyldt fundamentet ud med sten.
Jeg kan mærke fornemmelsen af stenene under mine fødder, stenene som ligger uden om betonstierne. Som en rullende fornemmelse hen over fodsålen, kan jeg mærke dem. Der er noget industrielt, noget koldt, noget helt perfekt over de sten, siger du. Af alle de ting, vi ser, er det stenene, der gør det største indtryk på mig. Fem firkantede rækker med sten.
Der flyver svaler over området.

På plancherne over de virksomheder, der købte arbejdskraft fra lejrene, har tyskerne anført virksomhedernes nye navne også – så slipper de aldrig væk. Fri.

 

Hamborg, museum, eftermiddag

Som en afgrund stadig i mit blik, som en kant, jeg alligevel aldrig helt slipper af med, som jeg banker mig selv ind i med vilje, hele tiden, heller aldrig giver slip på, som at være én, der aldrig giver slip på noget.

 

Hamborg, morgen

Om aftenen ligger jeg vågen på hotellet, efter du er faldet i søvn, og tænker på Farfaren. På en måde er det først dér, jeg kan mærke ham.
Jeg drømmer, at jeg har en rive. At jeg skal rive alle de små sten i fundamentet i lejren fra hinanden. At de ikke ligger lige på en måde, at der er noget at redde, hvis jeg river dem ordenligt. At det kan gøre en forskel. At de danner et mønster, at der er en mening at se, når tænderne i riven først har grebet ind imellem stenene og vredet dem fra hinanden, et billede, et kort, men jeg kan ikke skelne stenene fra hinanden alligevel.
Da du endelig vågner, fortæller jeg dig om Farfaren. Han tog bestik. Gjorde måske sit bedste. Slettede sine egne ord, spor, fra verden.

 

Berlin

Ebba og Erik.

Og det er den morgen, der er deres, da de vågner dagen efter brylluppet, og lyset trænger ind igennem de tynde gardiner og lægger sig i karmen og henover gulvet, en stribe, der rammer sengen, støvet i lyset, som om det allerede var gammelt, hendes ben, det er den morgen, og han sætter sig på kanten af sengen og kigger på hende, sovende, og han har hende, hun er hans nu, og han har allerede mistet hende. Den morgen. Hun har ligget vågen i flere timer, sovende.

 

”Der er barrikader nok til dem, der befinder sig bedst der”.
Og Ebba rejser væk, rejser ud, Berlin, Paris, hvor som helst hun kan følge i hælene på historien, hvor hun kan mærke noget, hvor der findes en sag. Hun kan slet ikke opgive den tanke, at der findes noget, der er større end hende, en sø at drukne sig i. At hun kan stå der og se det i øjnene og bagefter forvandle det til ord. Modsat Farfaren. Der fornægter alle ord, der samler i stedet.

 

Berlin, morgen

Blodbøg. Uden for vinduet. Som hvis den trak den røde farve op fra jorden, så den blandede sig med det grønne og blev en irfarvet bordeaux.
Farfaren samler på ting, fordi han i lejren intet har haft. Det er den form for kompensation. Den materielle tilgang. Tingene bliver en erstatning for de ord, han ikke har mere.
Ebba holder fast i ordene. Det er det eneste, hun har at holde fast i.
Ting og ord. Tingene bestemmer nu, hvem Farfaren er.
Man har en fornemmelse af, at der er en sammenhæng mellem tingene, samlingerne, menneskene, ordene, lejrene, alt. Overlevelse er en materialistisk impuls.

 

 

Man husker i fragmenter og afhængigt af spor.
”Vi glemmer så og så meget, og gudskelov for det.”

 

 

 

Vi skal flytte sammen, og du er taget i IKEA. Alene. Der er nogle ting, man gør bedst for sig selv. Jeg har printet dit navn ud og sat det på postkassen. Så er du blevet virkelig, så har du fået et navn, der står skrevet ved siden af mit.

 

 

 

Den nat Fasteren dør, ligger jeg vågen. Det tordner, og jeg tror, det er derfor, jeg ikke kan sove.
Jeg står op midt om natten og tager et billede af en buket matte roser, du har givet mig. I lynlyset bliver køkkenet oplyst på en særlig dramatisk måde. Der er ingen grund til blitz. Jeg sender billedet til dig, og senere siger du: det gør mig ondt. Jeg vidste slet ikke, at hun var død, da jeg tog billedet, svarer jeg.

 

 

Engang sagde jeg til dig, at hvis jeg skulle have én film med på en øde ø, skulle det være Maya Derens ”The Very Eye of Night”. De lysende hvide stjernepletter på et sort himmeltæppe. Balletdanserne, som udgør stjernekonstellationerne. Det naivt smukke ved den film. Jeg kunne aldrig få nok af den.

 

 

 

Tror du, vi kan blive lykkelige sammen, spørger du, og nej har jeg lyst til at sige, jeg har slet ingen fuldendte matches. Kort over himlen. Fasteren havde slet ikke sagt, at hun havde mødt mig. Og du siger: jeg har ikke fortalt nogen om os. Du spørger mig, hvad det er, der bekymrer mig, og jeg siger: den måde, du kommer ind i et rum. Den måde, du vælter nervøst ind ad døren. Det bekymrer mig.
Jeg er ret sikker på, du ikke havde en tatovering, sidste gang jeg så dig. Nu ligner du en mand med en tatovering, jeg ikke kender.

 

 

 

En dag siger du til mig: Der skal altid være nogen, der dør. Sådan er alle historier.
Hvem siger det? Spørger jeg, og du siger: Aristoteles.
Jeg sagde altid, at jeg ikke kunne lide slutninger, det er slutningerne man til sidst hænger med. På. Det må starte et sted.
Det er altid så forbandet svært at starte. Du sagde engang, det er let nok. Det svære er at slutte det, det sagde du, det er slutningerne der gør mest ondt i længst tid ad gangen.
Vi fortæller hinanden så mange historier, og måske er det det, der er problemet, vi har hørt for mange historier til ørerne fløj væk helt af sig selv over alle bjerge og aldrig kom tilbage, vi har løjet så længe op i vores egne åbne ansigter som en åben bog, så åben som en uredt seng på en tirsdag.
I din egen historie, er du en tragisk helt. Der skal altid være nogen, der dør.

 

 

Der er nogen, der skal dø! Råber en ung mand i en rødternet jakke. Så bliver vi lukket ud midt på banelegemet og sendt af sted, væk, hurtigt væk herfra. Senere viser det sig, at det alligevel var falsk alarm, der var slet ikke nogen, der skulle dø. Jeg har engang hørt en mand blive kvast af et tog. Det lød som en stor gren, men føltes som metal. Som en barnevogn. Jeg sad i den forreste del af toget, lige bag togføreren, han kom løbende ud med et vildt blik i øjnene, jeg kunne ikke nå det, sagde han, han gik lige ud foran mig, der var ikke en chance. Shit mand, det er altid det samme, sagde han, jeg har prøvet det før, forbandede egoister, de skulle skydes, hvis ikke de var døde allerede. Politiet kom, oprydningsarbejderne, togføreren steg ind igen og kørte os videre en halv time senere. Den dag. I dag vandrede jeg vildt gennem byen, væk fra et tog, som en fremmed, en flugt, mens jeg ventede på lyden af sprængt metal, noget, der går i stykker.